Der er lys i garderoben og stille i huset. Morgenbordet er dækket med levende lys og morgenmaden står klar. "Godmorgen" hilser pædagogen og får svar. "Ved du, hvem der henter mig i dag?" lyder det glædestrålende fra pigen, som lige er kommet. "Det gør min bedstemor".

Der er tid og plads til lidt snak, inden vi sammen med barnet vinker farvel til far og mor. Det kan være svært at sende far og mor på arbejde, men sammen er det lettere. Der leges rundt omkring, men ved bordet er der ro og dæmpet snak.

Børnene samles stuevis til formiddagsmad. Her snakker vi sammen om den mad, vi har med. "Vil du ikke læse en bog?" bliver der spurgt og vi læser sammen en af de kendte bøger. Børnene råber ivrigt i kor. De kan det meste af teksten.

Nu er det tid til leg og andre aktiviteter. Nogle børn finder hurtigt sammen og leger selv, mens andre skal have lidt hjælp fra en voksen. Der bliver dækket op i dukkekrogen, dyrene bliver hegnet inde, klodserne bygges op, ”bananerne”stilles op som manege til cirkus og puderne flyver rundt i livlig kamp. Det er også nu vi laver bevægelse, spiller spil, tegner og klipper, læser nye bøger og er sammen. Går på legepladsen og leger forslellige lege ude.

Til middagstid samler grupperne sig på stuerne og vi holder samling i mindre grupper. Her snakker vi blandt andet om dagen, venskaber, om årstider, børnenes oplevelser og hvad der rører sig hos børnene. Vi laver bevægelse og synger sange. Det er populært at være med til at vælge den sang, vi skal synge og de holder meget af at synge de kendte sange som "Mariehønen evigglad" og "Lille Peter Edderkop".

Madpakkerne bliver pakket ud og vi siger sammen værsgo, inden vi spiser. "Se hvad jeg har med", lyder det fra en dreng, mens han svinger med en æggemad. Der er ivrig snak rundt om bordet. "Skal vi ikke gætte dyr?". "Jeg har et - Hvad er det for et dyr der er grønt og har skarpe tænder?". Turen går hele bordet rundt. "En krokodille". "Er der noget, der rimer på krokodille?" Der tænkes, og børnene siger i munden på hinanden. "Bille, lille, spilde, ville" Det er sjovt og spændende at udforske sproget!

Om eftermiddagen er vi på legepladsen. Der er trængsel ved regnvandstanken, der skal fyldes vand i kanalerne, de har gravet i sandkassen. "Snur-rundt" gyngen er pludselig et skib i havsnød og vi må springe over bord og i sikkerhed på træstolperne for at undgå de farlige hajer. Det er børn med dejlige røde kinder, der kommer ind og sætter sig til bordet. Eftermiddagsmaden spises i grupperummene. Vi er ikke så mange længere, da nogle børn er gået hjem. Igen sidder vi sammen, mens vi siger rim og remser. "Jeg kan også en" siger en dreng. "Hvorfor har koen horn? Fordi det ville se dumt ud med rundstykker" og pludselig er snakken vendt til, hvad vitser er for noget.

Der er stille leg i hjørnerne. "Må jeg spille iPad?" bliver der spurgt og med et er personalestuen omdannet til hyggerum. Der er fællesskab og god stemning, mens snakken går om de forskellige spil, der findes på børnehavens iPad og dem de har derhjemme.

 

Publiceret 18-01-2016